United States or Paraguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet: -Fruen har kaldt, sagde hun. -Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde: -Hendes Naade har ringet. -Der kan hun løbe, sagde Sofie.
Han udstødte overgivent de farligste Trusler mod Axel og Magdalene, i samme Aandedræt tog han dem til Naade igen, gispende af Rørelse; han fordybede sig hovedrystende i sig selv og løb over af Minder.
-Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen. -Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene. -Ja, svarede Arkadia.
-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at fæste Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt. Etatsraadinden brød op, og Fru von Eichwald talte med Hans Højærværdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.
Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren: Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over Gaardspladsen .....
-Jeg tænkte det, stønnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede ikke straks: -Jægermesteren har talt med Hans Excellence. -Naar? -Under Modtagelsen. Hendes Naade stønnede paany og bed de hvide Læber sammen: -Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen næppe kunde høre det. Døren blev lukket. Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet.
Hans Excellence, der havde talt med en Højærværdighed, som i en lang Arvefølge havde arvet en Kirke sammen med et højkirkeligt Syn, og som nu nærmede sig Hendes Naade Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde: -Hvad taler I om? -Vi talte om Genier, sagde Marschalinden. -Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun Burene om de største Dyr.
Han klædte sig paa og han gik ind. Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser. Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne.
Baronen Det skulde jeg mene; jeg er ogsaa en gammel Officeer, Hr. Captain! Geheimeraadinden . Det lakker ad Aften, Hr. Baron! Skulde vi ikke efter denne lille Distraction tænke paa at faae Ceremonien fra Haanden? Baronen . Jo vist, lad det nu faae en Ende! Ellers memorerer Magister Søren kanskee saa længe paa sin Tale, at han glemmer den. Ha, ha, ha! Kom Eders Naade, og lad os gaae i Spidsen.
Og Gamlejørgen smilede bredt og huldsaligt som et revnet Græskar og intonerede sin Yndlingssang: I Natten klam og kold bag Frederetsjas Vold ... Det er da ellers sært nok, a' Hinners gamle Naade ikke er her! sagde en ældre, tænksom Madame med et spædt Barn paa Armen. Hy-yss! Di er usams! tyssede Maren Forlis paa og lod sine smaa Rotteøjne hvirvle op mod Vinduerne.
Dagens Ord