United States or Micronesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt. Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.
En hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget nu ogsaa den gamle Dame Andre var der ikke. Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været.
Man saae allerede et Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse, Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue. Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig fandtes i god Behold under Persenningen.
Carl greb dem og bevæget sagde han: -Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad? Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun: -Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin. Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede.
Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to.
Det lød som vaandefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende Hvisken, næsten skreg han: "Hvad vil Jeg nu? jeg véd min Haand er løftet Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Haanden mod sin Pande, som om han vilde sprede Hjernens Taager Og om mit Hjerte ruller der et Hav, En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger Og Stemmer raabe
Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se mig mere.
En frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu kan jeg ikke længere bære den alene.
På den Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger ikke til eder, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder, fordi I have elsket mig og troet, at jeg er udgået fra Gud. Jeg udgik fra Faderen og er kommen til Verden; jeg forlader Verden igen og går til Faderen." Hans Disciple sige til ham: "Se, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse.
Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde synes, at jeg havde brudt mit Ord.
Dagens Ord