United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind.
Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig. Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind.
Der er allerede kommen en ny Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi Mennesker jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader int selv, véd vi da« ...
Da han gjorde det, kunde jeg se, at han var fuldstændig udmattet, skønt han bestræbte sig for ikke at vise det. "Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over Dørtærskelen. "Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i flere Hemmeligheder," svarede han.
I samme Øjeblik gled den lille Mand forbi mig og begravede en lang Kniv i Kejserens Bryst. Min Gud! Dette Øjebliks Rædsel! Det er et Mirakel, at jeg ikke selv faldt død om med det samme. Som i en Drøm saa jeg den graa Skikkelse svinge i konvulsiviske Bevægelser, og jeg opfangede i Maanelyset Glimt af tre Tommer rødt Staal, der stak ud mellem Skuldrene.
Men den gode Kone derinde kunde dog neppe være min tilkommende Svigermoder. Minna havde sagt, at der var nogen Lighed imellem dem, og det var mig umuligt at udfinde Spor af en saadan.
-Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, naar Manden holder sig frisk . Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde: -Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe paa Unsgaard gyngede dem som Piger hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret -Nej, og Admiralen saá næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige Fruentimmer.
Siden den Tid havde Udgravningen gjort store Fremskridt, og der forelaa nu et saa rigt Materiale, at jeg ikke kunde tilbageholde Lysten til at give en udførligere og fuldstændigere Skildring. Den 25. Oktober 1897 var det 50 Aar, siden jeg blev ansat ved Universitetet. Min Universitetsvirksomhed og særlig mine Forelæsninger havde været mit Livs Glæde og den nærende Kilde for alle mine Studier.
Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord Robert hen til Lady Ver hun havde stukket sin Haand ind under min Arm. "Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en eller anden Dame med, ikke sandt?"
Natten var bælgmørk. Græsset skiltes ad; lige foran mig saa jeg to blanke Øjne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om Hjælp. Dyret springer imod mig . Skrækken lammer mig . Dingo! Er det muligt? Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser alle Tegn paa Glæde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kære Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven!
Dagens Ord