United States or Vanuatu ? Vote for the TOP Country of the Week !


Axel havde forandret sig, saa Mikkel, han var bleven jævnere; men det var som havde al hans tidligere Urolighed samlet sig i Øjnene, de skød Straaler af Livsmod. Om Mikkel saa dog ikke vilde gaa med ind, bad Axel for tyvende Gang. Han kendte Mikkels Særhed men vilde ikke opgive Haabet. For at se Inger? Han maatte. De vilde saa gærne hilse paa ham. Bordet stod med Mad og Drikke . . .

Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle. Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed.

Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg og Sødme. Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn.

Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig. Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just som han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden.

Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at tage den. Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt de andre i Stuen. Ba, ba. Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme.

I Mørket udenfor fløj Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af Glæde. En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle Grene.

Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru! Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter lød som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.

Kongen gik grædende op og ned i Taarnet, og hver Gang han kom til at se hen til Mikkel, laa han der saa stenrolig, ikke længere bleg, men hvid. Kongens Hjærte blev underlig panisk berørt, han snappede efter Vejret, han fattede det ikke. Aldrig havde Kongen, set et saa skuffet Udtryk, som det Mikkel laa med i sit Ansigt. Nu da Trækkene havde sat sig i Døden, kom Skuffelsen saa tydeligt frem.

Men et af Stederne var Baalet paa sit højeste. Brandskæret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel saa de hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graabølle, lysne og glane mod Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i Naturen, det røde Skær paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I denne Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.

Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget. Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen hjem. Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen. Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med dig, Mikkel? Ja det var nok saa.