United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gærdet. -Det var et Par Mennesker, sagde Huus. -Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet. Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede. De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen. -Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn.
Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri.
Hun var høj og mager og helt i Sort. -At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder. -Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer. -Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig. -Eller ingen, sagde Hans Excellence. Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt.
Saaledes hudflettede jeg mig selv, ja, jeg bebreidede mig endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og havde forlokket hende saa vilde hun have været min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre Naturer.
Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor? Og mer end det: han havde arbejdet for det.
-Spil et Stykke, Tik, sagde Bai. Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til. -Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned paa Halsen. De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid. -Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.
Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra Tæppet: -Hvem er det? hviskede hun. -Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand. Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke. -Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske næppe mer kunde se. -Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.
Ansigtet var let strakt frem: O, Du Men Taaren falder ned og sletter Mig Skriften ud; og tørres end den bort, Den vælder frem paany og Brevet pletter Saa selv min Afskedshilsen gør mig tort. Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter, Dertil et bittert Liv var mig for kort. Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive. Kun dette Kys nej, nej. Og dog det blive.
Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedoren, geskaeftig som en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrebillet af hver: en Skildring af Bombardementets Raedsler. Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til Saede.
Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt, som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham. De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig med vort danske Øl. Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.
Dagens Ord