United States or Bahrain ? Vote for the TOP Country of the Week !
"De synes vist, at vi er et Par rigtig rødkammede Hanekyllinger, at vi ikke kan gemme vore Disputer til vi er alene?" Hun smilede. "Aa," sagde hun, "De mente det vel ikke saa farligt." "Ikke saa farligt? Hvorfor ikke det?" "Nej det tror jeg virkelig ikke, De gjorde. Saa vilde De have talt paa en anden Maade. Jeg var saamænd lige ved at sige det til Dem før, da De var midt i det.
Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for ikke at hilse. Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var det eneste, som kunde hjælpe.
Men inden den fik set sig rigtig for, var Skyggen atter væk. Den spekulerede lidt over Skyggen, den havde set, dukkede ned og op igen og atter ned og atter op. Saa vendte den brat af tilhøjre og gik tilbage. Og en Del af Flokken fulgte den, for selv om den ikke var den ældste Han, saa var den dog heller ingen Aarsunge. Og der var dem, der mente, at den gamle maaske alligevel var for gammel.
Den Onde begraver begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel paa sine Knæ og knejser op Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans Øjne. Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! og han var mere angst end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab. Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel.
Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde Tilladelsen med det samme. „Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun. Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og lagde sig paa Briksen. Men Musiken der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen.
»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra Vorupør. »Det #mærkes#, ja,« svarede den anden. »Hvor?« spurgte Holst. »Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne. »I Agger!« foreslog den ene. »Kan være,« tilføjede den anden. Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede. »Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.
Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre. Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken. Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende. Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da vil ... Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.
Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han. "Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget." "Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina. "Naar han blot vilde flytte hjem ..." Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene paa Flygelet mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
Han var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige. Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham.
Hun er høj og yndefuld, maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud, som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer. Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig.
Dagens Ord