United States or Uruguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var ganske stille et Øjeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det mægtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede Læderpung med Kobber og Guldskrivetøjet, en Erindring om det kendte Velgørenhedsværk, der havde afmærket Konferensraadens Vej frem mod Stolene, der stod langs Væggene, som en Vagt, og de to Paneldøre, tæt ved hinanden.
Mens Alt er tyst og stille, En Takkesang vi ville Ham bringe, som det gav. Hans stærke Haand har ledet Os sikkert frem og fredet Om os jo hver en Dag. Var Hjertet angst og bange I Timer mørke, lange, Han antog sig vor Sag. Ja sluktes alle Sole, Blev alle Stjernepole Saa mørk som Natten hist Din lyse Sol ei slukkes, Og aldrig skal tillukkes Din Naade, Herre Christ!
Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig.
Sølvtøjet var der. Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gaaet igennem Værelset og var standset for at sé paa det. Moderen snakkede og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for Stykke: -Det var Penge ikke saa faa Penge, tænkte han.
Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen. De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret....
Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen: -Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt. -Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige: -Her har Du rigtignok haft en dejlig Have. -Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Over dem hortes Officerernes traette Skridt; deres traege Tale var gaaet helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod sit Bryst. Tine losnede hans Haand fra sit Hoved og stod op: -Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden Lyd.
Min Mand kom hen til mig, mens jeg stod henne ved Husgangen, og sagde: „Gaa ud af Huset, for nu kommer Mordlysten over Christian.“ Alle gik ud, ingen turde rigtig tale; man gik hvileløst om mellem Husene og for sammen ved den mindste Lyd. Adam Poulsen, Christians ældre Broder, var sammen med sin Familie rejst bort Dagen før; han vilde ikke være ved Bopladsen, naar Mordet skulde øves.
Bertelsen løftede pludselig Hovedet: -Naar kommer hun? spurgte han. -Klokken elve, Bertelsen. Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden. -Saa faar De jo et helt Hjem, sagde hun. Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile. -Ja, sagde hun og, stille, saá hun frem for sig.
-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet. Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen. -Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine. -Hvilket? Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen. -Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.
Dagens Ord