United States or Bermuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Gang imellem smilede han. Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn ... Men saa mindes han Allah. Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder.
Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre. Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder.
Nina havde meget at fortælle, mens hun haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager. "Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde ud." William sad og stirrede. "For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William!
Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side mens hun kun havde tænkt en eneste Ting: -Den Stakkel, den Stakkel. En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.
Og saa sagde hun atter og atter: "Hvorfor er det dog netop det, Du vil?" Og mens hun saá Idéen gnave sig dybere og dybere fast; blev hun mere og mere betaget af sin Angst. "Om Du nu tog fejl," sagde hun. "Saadan ta'er man ikke fejl," svarede han. "Du er saa opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor."
Ida blev rød og saa bleg: -Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i Øjnene. -De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved Ida og ikke havde kunnet faa fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt, den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas Kind, saa Ida saá op, lynsnart, et Sekund
Der blev et stort tomt Rum rundt om Deres Højheder. De tog Plads ved et Bord og saa paa nogle Tegninger. Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spaseret i Skoven. Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik.
Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke holde op. Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin Sovekammervæg i et Haandklæde. Ellen blev forbauset.
-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København. Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde sværge: -Leve leve København. Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse. Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte. I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned over Hjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske polerede Honningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede dem ned til Huus og Katinka paa en lang Skovl. Bai kom til og købte ogsaa.
Dagens Ord