United States or Namibia ? Vote for the TOP Country of the Week !
I Midten var anbragt i Glas og Ramme et kalligraferet Mindevers over Fruens afdøde Mand. Han havde været Toldkasserer i en Købstad, og det formodedes i Verset, at han nu inkasserede de himmelske Toldintrader. Fru Herding var en rummelig Dame med skælvende Former og betydningsfulde Anlæg til Dobbelthage. Hun var nærsynet og bar Næseklemmer.
Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og spile Øjnene for at se frem for sig.
Han var jo desuden, som han tidt nok pralede af, en Mand, der ikke delte de gængse Fordomme, og mindst af Alt vilde han vel kunne paastaa, at et mislykket Ægteskab ikke med Rette skulde kunne opløses, eller at det var forsvarligt at holde paa en Hustru, der ikke vilde blive.
Men Thjodolf stormede Kirkerne og brændte Klostrene og ihjelslog de blege Munke. I Kongens Hær var der en anden ung Mand, der hed Sigvald, han var ligesaa tapper som Thjodolf og ligesaa vild en Hedning: saa blandede de To Blod sammen og bleve Fostbrødre. Sigvald havde en Søster, Astrid, der var blaaøiet og lyshaaret, og Thjodolf elskede hende, og han tog hende til Hustru.
Ellen følte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa: -God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde. Hun gik henimod Døren, og henne fra Mørket betragtede hun atter sin Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg. Hun følte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved Døren, spurgte ham om en ligegyldig Ting.
Jeg bankede paa Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte.
Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik ringeste Besked. Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa en Kro.
Det er en Mand og en Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile, han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden. Han tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm. Tiden Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt.
Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med hvide Skumflager. Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende Meute: Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!
Dagens Ord