United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa en Reise som denne behøvedes det heller ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har opnaaet at fange den.
Vi ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilværelsens højeste Magt, begge lige mægtige, snart nævnede sammen i samme Aandedræt, snart optrædende hver for sig . Som man spinder Traaden omkring Tenen, tænktes Guderne eller Moira som personlig Gudinde at spinde en Række af Glæder eller Sorger omkring et Menneske. Lynguden, Zeus, Hera. =Lynguden.=
Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde yppigere. Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver. Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik.
"Deres Søstre har jo Hævningen De er desværre ikke ... saa godt stillet." William saa igen op. Han bøjede Hovedet. "Nej," sagde han sagte. Han blev saa underlig kold om Hjertet. "Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig." Fattig det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken: "Ja heldigvis." Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden.
Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og sprang op og ned for Brændingens tunge Stød. Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede ... Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og smaa Telte med farvede Vimpler ...
»Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger«, meente Andrea Margrethe, »saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.« »Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.« »Men det er bare Overtro hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »hvad Ondt skulde der være i at dandse?
-Julius, der dækkes til to, sagde Fru von Eichbaum, der gik ind i Dagligstuen. Fru von Eichbaum ventede til Frokost Generalinden ind fra Landstedet. Generalinden blev altid paa Landstedet til langt ind i November. Efteraarsluften gjorde hende godt, for baade hun og Søsteren led af Tørhed i Huden. -Og, sagde hun til sin Søster, saa er man desuden selv med, Du, at faa alle Havesager i Hus.
Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj mellem Væggene.
Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem: Mødrene drikker Champagne, sagde han og Børnenes Hoveder bliver skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal tage med Børnebørnene! Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af: Sagen er den , sagde han at man skulde have sig en acceptabel Gud at falde tilbage paa, lille Reseda !
Men Herregud, hvorfor maa jeg ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor skal man saa skamme sig over det?" "Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede skulde jeg være som den?" "Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er det maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."
Dagens Ord