United States or Tonga ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i Mørke.
Professoren tog ham i Armen: "Stop lidt," sagde han, "De har svær Hast." William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saá paa ham, drejede ham, betragtede ham igen. "Godt," sagde han og slap ham. William blev staaende. "Ja, De skal naturligvis være Skuespiller," sagde saa Professoren. William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen.
Knap gik Aftenen paa Hæld, før Pebersvenden gik til Ro; næppe rejste Lyset sig, før Pebersvenden gik paa Fangst længe før Bopladsfællerne. Solen havde knap nok hævet sig paa Himlen, før Pebersvenden kom hjem med tre Sæler. Da skulde hans Bopladsfæller først til at lægge ud. Saaledes randt nu Pebersvendens Dage.
Det var, som han faldt dybt, dybt, da han vaagnede. "William, William." Det var Nina, som raabte: "Mo'r dør, Mo'r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saá i et Nu Nina, halv paaklædt, med udslaaet Haar og Ansigtet fortrukket af Graad. "Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gaaet med Lyset.
... Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere paa Gulvet. -Det er utroligt, sagde han. -Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede paa sin Marche og nikkede ind i Lampen. -Men de Fruentimmer er s'gu ogsaa blinde, sagde han og nikkede ind i Lyset. Endelig satte han sig hen paa sin Seng.
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham. Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham.
Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender. -Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer" bare gjorde Ansigtet gammelt. -Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida. -Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig.
Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. -Kom, sagde han stille, nu gaar vi. Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.
Jeg laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad Køkkentrappen. Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt og meget, medens jeg steg op ad dem.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen: -Vil De være saa elskværdig? sagde hun. Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende. -Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
Dagens Ord