United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone: -Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen. -Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.
Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Maaske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, saá nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.
Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.
Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng. Gud véd, om Lord Robert nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham; han kommer ikke længere mig ved. Nu puster jeg Lyset ud. Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid.
-Træk Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der følte Lyset eller hendes Blik som en haandbunden Mand en Sværm af Myg. -Først Tæppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bøjede sig for at lægge Plaiden fastere om hans Knæ. Saa rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned for at det ikke skulde gøre Støj.
"Nej jeg faar aldrig mere Lyset at se," sagde hun. Hun laa tavs, nogle Taarer rullede ned ad hendes Kinder. "Naar skal jeg dø, Doktor?" spurgte hun saa. Hun havde vendt sig imod ham. "Det er ikke vist, De skal dø." Han rystede paa Hovedet. "Hvorfor ikke sige mig Sandheden," sagde hun. "Fordi jeg ikke kender den, Frue." Stella drejede Ansigtet om i Mørket.
Hun vaagnede ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset. "Hvem er det?" sagde hun hurtigt, "hvem er det?" "Mig ..." Hun rejste sig op, saá et Øjeblik paa ham, lagde sig ned igen og sagde mat: "Er Du ikke gaaet i Seng endnu?" "Jeg kan ikke sove," sagde han og stillede Lyset fra sig paa Bordet. "Og jeg har lige drømt saa ækelt," sagde hun.
Om Formiddagen, naar Nina sad hos hende, laa Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad Morgenstunden; undersiden aabnede hun Øjnene, nikkede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede saa ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, ellers var det Nat. Stella vilde ikke se Lyset.
Han gik med Lyset hen til Skrivebordet og aabnede Mappen; "Du maa skrive," sagde han, "min Haand ryster jo lidt, saa dikterer jeg." William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen, hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: "Jo, min Dreng, den er lukket og Klokkestrengen har jeg ogsaa taget ned."
Præsten og hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind, der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind gennem den lave Dør.
Dagens Ord