United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Kæber var saa stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig. "Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa Munden." Manden lukkede straks sin Mund. "Luk dine Øjne."
Fruen vente sig hurtigt, da hun hørte sit Navn blive nævnt. Det var Greven selv. Han tyssede paa hende. »Luk mig ind i en Fart! Ingen har set mig « Den gamle Greve kom ind. Hans Haar og Skæg var vildt og uordentligt, som det er, hos den, der i Maaneder har holdt sig skjult som en Fredløs. ».... Hvad siger Du? Har Du slet ikke set Fjenden?« Grevinden smilte og græd paa samme Tid.
Hun ruskede i den: "William," raabte hun, "det er mig." Ingen svarede. Og hun gentog igen og højere: "William, William." Hun hørte ham rejse sig fra Sofaen og gaa tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var intet Lys i Sprækken. "Hvad er der?" spurgte han. "Luk mig ind," sagde hun, "jeg vil tale med Dig." "Det kan ikke nytte," sagde han inde Fra. "God Nat." Saa gik han igen bort fra Døren.
Men Nøglen sad i, og hun kunde intet se. Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen Hører du ikke! Luk op! Det er mig, din Mor! ... Har han været i Seng i Nat? Nej, Deres Naade. I har vel ... Der har vel ... Har I hørt nogen Larm derinde fra? Nej, Deres Naade, ikke en Lyd. Den gamle Frue sukkede lettet. Du maa hente Smeden! sagde hun saa Ind skal vi!
Hun saa pludselig Lakajen han gik forbi hende for at aabne Laagen hun havde ganske glemt ham. Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu. Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule. -Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi gennem Laagen. Lakajen lukkede Laagen.
Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blæsten peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det saa naadeligt. Staa op Inger, luk mig ind. Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da blev hun bange og maatte tøve.
-Luft er for Ungdommen, sagde Konferensraaden: saa de kan føle Blodet rulle Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter. Han nikkede: -Luk saa Dørene op. Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.
Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var Axel. Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op. Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind. Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne. "Tror Du, hun dør?" spurgte William. "Jeg véd ikke," sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Haar. "Er her nogen?" spurgte Stella svagt, da hun vaagnede. Berg gik hen til Sengen. "Lad de andre gaa," sagde hun mat, "og luk Døren." Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik saa tilbage til Sengen.
Kan Du høre? De kommer nærmere! stødte Johanne frem i sin Angest. Men den lille klappede beroligende hendes Haand: Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig Kom, saa gaar vi lidt; det plejer jo at hjælpe. Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset. Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig. Lig-Johanne klemte Øjnene fast i.
Dagens Ord