United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa havde hun Herrenstyrtemig hugget elleve-tolv Pund, et Par Hundrede Kroner i danske Penge altsaa, fra Kaptajnen a'. Det var en pæn lille Tjans for en Toldbodtøs ... Naa, vi lod hende rende med dem, følgeligvis. Men Kaptajnen? spørger De ... Aa, Gud endda, hvor han var flad og elendig af Undseelse. Den Galej skal han nok vogte sig for en anden Gang og komme paa.
De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem, man mindes: det Hjertelige, næsten Bløde i dem, som dog, synes man, ved en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt.
Da de kørte forbi Bænken foran »Asylet«, skævede Jomfru Helmer om for at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet. Bænken stod tom. Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer: Nu var der kun Fornøjelserne tilbage! Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder: Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!
Vi kjørte forbi den lille Høi, hvor jeg den første Dag, da vi kjørte fra Roskilde til Nøddebo, havde havt en Slags Aabenbaring, idet jeg havde seet en ung Mand sidde ved en ung Piges Side og trykke hendes Haand og i den rødmende Solnedgang see ud over Isefjordens gyldne Bølger.
Spillebordene var sat ind i Dagligstuen, og der sad i Sofahjørnet Gaardens stovte Frue og lod sine klare, blaa Øjne vandre fra Strikketøjet eller Sytøjet hen til Herrerne ved Toddyglassene og manede til Fred og Forsoning, naar de stundum røg sammen og slog i de grøntbetrukne Mahogniborde, saa Jetonsene stod i Vejret: Naanaa, lille Godsejer Heine, skaan Møblerne! ...
Novb. holdtes der i samme Anledning en smuk Fest, hvortil ogsaa mange af de ældre Alumner havde indfundet sig. En af disse, cand. polit. G. E. Wad, hædrede Dagen ved Udgivelse af et lille Mindeskrift om Stifteren, og en af Kollegiets Beboere, daværende Kateket R. R. Vestergaard, forfattede med Ministeriets Understøttelse en læseværdig Fremstilling af Kollegiets Historie.
Ida og Schrøder holdt sig i en Krog. Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud igen, og Nikola sluttede den. Han var nu iført de Højtidsklæder, som hørte til hans Embede. Hans høje, magre Skikkelse og ærværdige Maske svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhøjningen foran mig, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig havde set en mere imponerende Skikkelse.
Atter havde jeg denne underlige Følelse af ikke at kunne forstaa Noget: jeg forstod ikke enten at jeg var her, eller ogsaa at hun ikke var her. Jeg kom til at tænke paa den lille Sct.
Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig. Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord. Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved.
Dagens Ord