United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, om det saa er Roser, Frøken, sagde Madammen, der var lidt døv og havde noget i Øjnene af de Døves Undren, der ser ud, som om de altid hørte en mærkelig Hemmelighed, naar de overhovedet hører noget : om det saa er Roser, saa faar vi dem fra Friland. -Godmorgen. Ida bøjede over paa Søvejen, som hun plejede. Ida gik altid paa den samme Side af Søerne.
Bai blev pludselig alvorlig: -Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige Tider. Han sukkede to Gange og lænede sig lidt tilbage i Sædet. Saa sagde han igen i en glad Tone: -Du vi ta'r Nielsen. -Hva'for en Nielsen, sagde Kiær. -En lille Fløjtenant, du, Kender.... -Man véd jo ikke de nye Steder gamle ... Saa' ham i Præstehuset ... Rask Fyr ... Kender.... -Naar der ska' være Gilde....
Han gør et krampagtig Forsøg paa at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes.
Og de andre forstod det, og mildt undveg de alt det, som kunde minde og saare, og talte kun om den gamle Tid. Stille, fortabt i Tanker saa Otto Heinrich ind i Lampen. Ja han havde lidt, den stakkels Dreng han havde gaaet noget igjennem. Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage stille Glæde holdt dem sammen. De talte ikke saa meget, Priorinden syslede rundt i Stuen, Frøkenen strikkede.
Han maalte Afstanden til Døren. Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: "Nej," sagde han og lo igen, "der er laaset af jeg har laaset af." Han saá lidt paa ham med et skadefro Glimt i Øjnene: "Du véd nok, det er Dig, der er syg, man maa være forsigtig, meget forsigtig." William greb for sig og støttede sig til en Lænestol. "Ja," sagde han besværligt, mens han betvang sig.
Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: Min kjære, gode Ven. Det er jeg, Minna, det er jeg, hvad der saa sker .... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du!
I det samme lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte.
-Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier. Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen. -Frøken Brandt, sagde han, vi maa da danse. Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var saa ganske tynd i hans Arm. De dansede kun én Gang rundt.
"Ned ad Kongens Nytorv til." "Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden. "Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt, "den høje blonde?" "Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa en Rejse."
Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store, svære Legeme rystede: Minka ... stammede han lille Minka ... Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet. Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet: Aa Mor, bad hun lad os være lidt alene ... Fru Thorsen forsvandt som en Vind.
Dagens Ord