United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa Slægtens Stamgaard, Egesborg. Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage Hovedgaarden, naar Forældrene døde.
Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid, des mere fortvivlet blev hun. Hun saá, at denne Tanke var hans Liv, at han ind paa dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Haab.
Herluf kom meget hos Etatsraadens og i det hele sammen med Hein meget ud. De var kønne og velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt: -Men Frøken det var mig. -Men, Gud, var det Dem, Hein som jeg studerede for at tyde Deres Navn!
Jeg vil ... ja, jeg vil gribe et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er født af Øjeblikkets Højhed. Jeg reder min Seng herude ... Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og altid brød Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter.
"Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over mig og lod, som om han tog en Bog op. Aa, hvor jeg morede mig. Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa lykkelige! Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse.
De saa mange mærkelige Ting i Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han derind alligevel.
Han havde været Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og Mæringgaard.
Hansen-Maagerup sad og saa paa ham med sine skikkelige, bedrøvede Øjne, mens hans brede, kluntede Hænder ubehjælpsomt famlede ved Bordtæppets ene Hjørne. Og Flyge fik næsten Medlidenhed med ham. Han vidste, at han følte ligefrem Smerte, naar der med unænsom Haand blev grebet ind i den Forestillingskres, han levede sin beskedne Tilværelse paa.
Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg, hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig, nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at ødelægge hans Fremtid.
Barton blev mere banal, og det hele morede mig umaadeligt. Jeg plejede at længes efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers levede, og nu oplever jeg dem virkelig? Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den højst upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mænd! Jeg indsaa, at jeg maatte rejse men hvorhen? Imidlertid er det min Hensigt at more mig!
Dagens Ord