United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?" Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der stod: "I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin." Nikola vendte sig om til Laohwan.
Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers Bov kløver Vandet. Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til sig. "Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min Ven havde været aarvaagen?
Det var nu Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset, gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.
Da vi forlod Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage, at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin. Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se, at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde forsøgt at myrde ham, var kommet ud.
"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt Arbejde for." "Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset. Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan.
Saa opgav han den uden Beklagelse og tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere. Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant.
Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan.
"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men hvor er vi nu?" "Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han. "Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra Peking.
"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig." "Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan. "En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og saa forlod Laohwan os. Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret.
"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han. "Klokken halv syv," svarede Laohwan. Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde: "Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa De lade, som om De aldrig har set nogen af os før." Laohwan bukkede og forlod Værelset.
Dagens Ord