United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!" "Vilde De gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen. "Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig kan forstaa en Spøg. Uha!"
Obersten gik ud i Forstuen. Der stod alle Officererne fra den skumle Baggaardsbygning. Resolut førte han dem ind i sit eget Værelse og lukkede Døren i Laas. »Naa, mine Herrer, lad mig saa høre!« Dyb Tavshed. Alle saa ned. Endelig tog den gamle Major Ordet: »Ja, Oberst ... da De var gaaet, blev vi andre tilbage og talte videre om Sagen. Vi hm vi er enige om, det var galt! Det er forhastet ...«
Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være saa sød og god og rar! Og du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille, lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive! Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet.
Jeg brød mig ikke mere om mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.
Ambrosius . Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig. "Du deilig Rosenknop, Lad mig dig ret betragte Og paa den Skønhed agte, Som meer end Konst og Pragt Er i dit Bæger lagt." "Du deilig Rosenknop, Hvis Blade gjer saa mange Smaa Labyrinters Gange Og dufte Luften op, Du deilig Rosenknop!" "Du deilig Rosenknop!
-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stødte selv Døren til Stuerne op med sin Stok: -Jeg følger med Ravnene. Frøken Erichsen sagde men man vidste ikke, om hun havde forstaaet eller ej : -Ja, Konferensraaden er daarlig. -Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence.
-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han. -Han og Fru Urne tog sig atter sammen : han bliver saa let febril, véd Du ... -Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til. -Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dør. -Farvel, min Pige. -Farvel, Onkel Hvide og Tak, fordi Du kom. Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse.
Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen, undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige. Vorherre. Den lille Mand er Djævelen. Jævnfør Udtrykket Bettefanden.
"Ja ... det...." Professoren blev ved at more sig, det kunde man tydelig se. "Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere ogsaa hykler for sig selv?" "Kan nok være, min unge Ven, kan nok være jo, lad os saa se, hvordan De vil gøre det." Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille Stolene op som forleden. "Hvem har De talt med om den Rolle?" spurgte saa Professoren.
"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst til." "Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"
Dagens Ord