United States or Liberia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvis Du ikke inden 6 Sekunder siger, hvor den er, faar Du 6 Pistolkugler i Hovedet. Det er Alvor!« Den anden truede atter med Revolveren. »Naa, hvad, vi er vel ikke i Caracas ...« Gæsten tog atter Revolveren bort og begyndte at pille omkring ved de forskellige Sager i Værelset. »Lad være at rode i mine Sager! Rører Du nogetsomhelst, raaber jeg om Hjælp; saa er Du færdig«.
Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de var smaa og levende: Stormen lad den kun fnyse, Bølgen lad den kun slaa; Drømmenes Land, de lyse, Kan de dog aldrig naa ... Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere." Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen. "Hør Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. "Om hvad?" "Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." "Nej ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. "Ja Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..." William lukkede Øjnene.
Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi.
Der, der, skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes, horer du laes ... lad os alle bede. Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran hendes Ojne, og hun laeste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste: "Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor Frelse i Nodens Tid". -Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede.
Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned, allright. »Nu ta'r #vi# Kommandoen her,« sagde jeg. »Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han# Kommandoen.« »Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.« Mester og Styrmand bukkede og forsvandt.
»Det kan vi gjerne«, svarede jeg, uden ret at kunne forstaae, hvad Grund Corpus Juris kunde have til dette Forlangende. Jeg gik over Gulvet for at nærme mig min Seng, men Corpus Juris holdt mig tilbage, idet han sagde: »Nei, lad os stille os op her i Døren mellem vore Værelser; hver sætter da en Stol ved Siden af sig; saa klæde vi os hurtig af, og een, to, tre, springe vi rask i Seng!«
Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne viftede: Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej. Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa.
Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede fået deres Løn. Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig.
Men hun fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet, medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede Hænder mod Døren og raabt: Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du! Hører du!
Dagens Ord