United States or El Salvador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet. Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren.
Kancelliraaden turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«. Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun med Strandingskommissionæren, han laa i Krig.
Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen.
Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede sig tættest. Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol.
Mine Rekrutter maatte vente paa mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, disse Papirer skulde komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.
Der laa nu Byen som et mørkt Jordskud ude i Vandet, Usalighedens Ø, hvor al Lyd er Klage, hvor Metaltunger uroer Luften og raaber, saa at det sukker, under den smærteklare Himmel. Luften runger fra og til som en levende, der duver af Pine, Klangen fødes højt grædende og dør som en affældig Bølge hen i Luften.
Og lige i det samme, som vi laa der, saa' vi Søfolkene løbe fra Ruffet op ad Vantet i Læ.
Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob herned, naar det lysnede i Skolen var snart det halve Dagvaerk gjort og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer. Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.
Hvor stod man da ikke virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende, lamslaaede.
De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige; til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen. "Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."
Dagens Ord