United States or Antigua and Barbuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i Kulden. -Jeg vidste ikke, det var saa sent.... Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig. Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig. -Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker. -Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
I Keses Hytte holdt de Kulden ude. Den var polstret med Mos baade oppe og nede, der var Faareskind at lægge sig i, og Ilden gik aldrig ud, Ilden brændte bestandig. I Hjørnet ved Arnen laa Træstubbene friske og vaade fra Skoven, Mosset paa Barken blev levende i Varmen, det skære Ved udsondrede Harpiks, naar Frossenheden var tøet ud.
"Ned ad Kongens Nytorv til." "Naa, saa kan vi følges." De gik hver paa sin Flise, ved Siden af hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden. "Kender De Grevinde Hatzfeldt," spurgte han, da de havde gaaet lidt, "den høje blonde?" "Jeg har kun set hende én Gang før," William holdt inde, "i Hamborg paa en Rejse."
-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik forbi. -Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin. -Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem. -Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter. -Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.
Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modløse Dage, da det mærkes, at alle Trækfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften. Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets første Sne. Paa Sønderborg Men det blev Foraar og Sommer igen. Jakob og Ide rejste saa saare.
Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af de Dage, da Solen brændte hedest, og Myggene bed ubarmhjertigst. Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet.
Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand af Is paa hans og sagde igen: -Endnu en Gang. Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til. Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes Ansigt ned imod sig. Selv brændte han. Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket.
Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag. »Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten. »Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.« »Kulden? Nu har jeg hørt det med!
Da han var et lille Barn, plejede han altid om Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme. Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.
Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens smaa Stjerner. -Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine. -De er dækket til, svarede Tine. De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden. Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket. -Her hviler man trygt, sagde Moderen. Stier var banet gennem Sneen.
Dagens Ord