United States or Sri Lanka ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv om den synlige, ydre Flamme kunde være slukket, vilde den indre Forbrænding dog ikke være til at standse. Efter en Stunds Forløb var der af hele den alkoholiserede Majestæt ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob. En kongelig Begravelse. Den følgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over Kongens Død.
Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens Ansigt og saa kun paa hans kløftede Bryst, der var fyldt med røde Haar, og han hørte Kongens hæftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde Rede for sig med bøjet Hoved. Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Døren med Ærinde til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel rettede sig op, han rystede endnu i Knæene.
Modpart, Opponent. Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag.
Jeg fik ikke Lov til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af mig selv at sige.
Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen, saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen falden!
Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ... -Maaske jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men ... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en Republik, naar den var deres Fædreland ... Ellen talte sig varm: -Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel.
-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk. Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad: -Der kan dog være rart i Kongens København, hva'? De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens det gjorde hun altid, naar hun var glad men pludselig sagde hun: -Uh ha, hvor han talte højt.... -Hvem? -Han, Elskeren, sagde hun.
-Ja Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan jo gøre det. ... Nej-nej hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det være. Der var ingen anden Udvej: Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet. Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind.
Han blev staaende og talte med forskellige Mænd fra Byen. Kongen var i Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange højt og oprømt. Jens Andersen havde travlt, han brød ud med sin Vid til Besvær for snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik Ærkebisp Matthias af Strengnæs.
Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive. Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat. Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der. Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed.
Dagens Ord