United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi kae, o stræve i den Smule vi har. Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen. Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af dem hænger der en død Fasan.
Ambrosius . Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord! Baronen . Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! Jeg synge skal en Vise, Velan, jeg er bered; Det Bedste vil jeg prise, Som jeg i Verden veed: Musikens muntre Lyst Og Druesaftens Trøst, Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
I Lænker skulde jeg være lagt. I Celle skulde jeg være sat. I Forvaring skulde jeg være bragt. Med Svøbe skulde jeg være pisket. Hudstryges! Tornekrones! Thi jeg er det Guds Lam, der har øvet Alverdens Synd! Og I har set mig i min Fornedrelse. I har taalt mig midt iblandt Eder. I er kommen til mig om Raad og Hjælp, skønt I vidste, at jeg var som en kalket Grav, hvis Indre stank af Forraadnelse.
Han var kommen hjem op ad Formiddagen, og det lod til, at han var overstadig drukken. "Svinebæst!" kunde Hansen-Maagerup høre ham raabe til Konen, "Svinebæst! Er det et Hjem, spør' jeg, er det et Hjem? Eller er 'et en Kvægstald? Hva'? Kan Du ikke svare? Er det ægteskabelig Lykke? Jeg gi'er Fa'en i saadan et Ægteskab!"
-Ja, sagde Ida og fik næsten Taarer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund. Emilie laa og saá ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær: -Det gaar aldrig af, sagde hun og slog sig paa Skørtet.
Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa han ud med sin ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.
Saa hurtig og lydløst bevægede hun sig, at hun stod imellem os paa et Øjeblik, og det var kun den svage Rysten i Portieren, der fortalte os, hvor hun var kommen fra. "Jeg har set det hele," hviskede hun. "Hvor De har baaret Dem udmærket ad, min Herre!" Hun greb min Ledsagers Haand og kyssede den atter og atter, før han kunde frigøre den.
Da de tre Mænd var kommen ud af Indmarken omkring Gaarden og ud i den uopdyrkede Hauge, gik de afsted i Gaasegang. Regnen strømmede ned med uformindsket Voldsomhed, og Stormen tog stadig til. Deres gennemblødte Klæder ydede dem ingen Beskærmelse mod Regnen og Stormen.
Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik de holdt op, og han glemte dem igen. Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet, til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to frem, og Mikkel kendte Otte Iversen.
Inde paa Land kæmpede Mændene med de strandede Hvaler, og ude i Bugten roede Baadene rundt, medens Mændene stak og huggede til alle Sider ned mellem Hvalerne. Den Baad, Niels var i, var kommen tæt ind til Land. Niels stod stadig oprejst midt i Baaden, som da han blev stødt ned i den. En eller anden havde givet ham et Hvalspyd i Haanden; men han brugte det ikke.
Dagens Ord