United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle de forvirret blandede Lyde: Sangen her og Hornmusikken fra Orkestret mellem Træerne, den bestandige Summen af Menneskestemmer, Lyden af Vognene, der kom rullende over Stenbroen udenfor Kroen, af Aarerne, der plaskede i Vandet, af Sommervinden, der susede sagte i de høje Træers Kroner alt det lod han risle gennem sine Nerver.
Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange Stemmer Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn. Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Praesterne bukkede tause.
Stæhr. Tæppet gik op. Man var ved Hoffet. Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var de selv kommet lidt for nedringede til Bal.... Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det straalte og det skinnede.
Ei Damer er der ogsaa med en ung, tør jeg vædde paa det er nok Noget for Dem. Kom nu, sagde jeg uvillig og skyndte mig ud paa Klippebroen. I Stormskridt gik det nedad det første Stykke; da vi vare komne paa lidt jævnere Vei, begyndte han, som jeg havde ventet, strax at tale om Minna, idet han lod, som om han var uvidende om, at vi havde været forlovede maaske var han det ogsaa.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl.
„Nej, dig gider jeg ikke have,“ sagde Manden, „fordi du ganske planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig store.“ Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før. Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud. „Tag mig!“ sagde Stankelbenet. „Nej, du har saadan lange Ben,“ sagde Pebersvenden, og Stankelbenet gik leende ind. Saa kom Tusindbenet ud.
Ubevægelig saá hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det paa Plads. Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren. -Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
Han var sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han nede paa Kontoret. »Naa« tordnede Kancelliraaden »endelig! Hvad har du saa faaet ud af Sagerne?« »Det er gaaet #lige# op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af Befippelse. Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i Siden; han maatte rende Raseriet af sig.
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt. Gi'er du mig din Kop. Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop. -Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr. von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane sagde han: der #foregaar# noget.... #Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz. -Ja sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
-Felsenburg-Weisenstein det er dem fra Rhinen. -Hm, saa nu er #hun# ved Hoffet! Og Strikkepindene gik igjen. Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage.
Dagens Ord