United States or Pitcairn Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa smurte han det ind med en Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, sagde han: "Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker paa hende." Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen.
Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser. "Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen. "Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De taler, koster det deres Liv."
Jeg var neppe kommet ned, før en Mand traadte frem af en mørk Krog og standsede mig; i Halvmørket kunde jeg se, at det var en kinesisk Soldat, der var bevæbnet med et langt Spyd.
Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden. "Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det.
Ned over Trappegelænderet hænger, som tilfældig henkastet, et i Størrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketøj; men det hænger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet Nonchalence er beregnet med ægte kunstnerisk Sands.
Jeg havde set en hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg skulde komme til at prøve den selv. "Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre. "Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med ualmindelig stærkt Eftertryk. Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.
"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed.
Den Mand maa være en ualmindelig Mand, og maa nødvendigvis ogsaa være dygtig i Kinesisk. Han maa være raskere end de fleste, han maa kunne forklæde sig, saa man ikke et Øjeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg være rundhaandet.
Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik. "Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet. "Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal." "Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."
Dagens Ord