United States or Turkmenistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da de næsten havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste. Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele igen. Og da han nu var saa sønderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og tillige rystet, blev han slaaet med Skræk over selve sin dødelige Raadvildhed.
-Men de maa skiftes, sagde Moderen: før de falder. Den hvide Sne fra Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen. -Men, sagde Marschalinden, der var færdig med at tænke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden": -Jens var dog bedst tilhest. -Ja, hvor han sad, med strittende Ben og Øjnene stive i Hovedet.
Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin: Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op. Det Fæ ! sagde Jomfruen Mon han aldrig vil faa sin Forstand! ... Er der ellers sket noget? Næi. Fruen har ikke været hernede og snuse? Næi. Og Tøserne? Næi ...
Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus har vundet Skikkelse i eder! ja, jeg vilde ønske, at jeg nu var til Stede hos eder og kunde omskifte min Røst; thi jeg er rådvild over for eder. Siger mig, I, som ville være under Loven, høre I ikke Loven? Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, en med Tjenestekvinden og en med den frie Kvinde.
Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men =hæ nugæ ad seria ducunt=: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti.
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud. Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler. Jo, de kommer nok, sagde hun. -Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen Jordbær. Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag. -Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste, hvad det var. "Og saa er De tilmed af saadan god Familie." Professoren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, maaske som Led af en stille Tankegang: "Aa, ja, det var den Gang." Saa sukkede han igen og tilføjede i en lysere Tone: "Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det var en udmærket Mand."
Ogsaa han vilde ubetinget have foretrukket at blive nede i den gemytlige Dansesal! Naa, er I der, Børn! smilede Hendes Naade og sukkede lettet. Det holdt nok haardt at rive sig løs? Ja, vi er slet ikke sultne, Mama! Jo-o, lidt maa I spise .... De unge Damer tog Plads. Og Maaltidet begyndte. Der blev ikke vekslet et Ord under Taflet.
Og atter syntes det ham nu som dengang, at den lille Sky kom nærmere og nærmere, indtil den tilsidst svævede ind ad det aabne Vindue, og En stod ved hans Side, hvis Øine lyste som to Stjerner, og om hans Hoved straalede en klar Lysglorie. »Troer Du nu?« »Ja Herre, nu troer jeg«, svarede Thjodolf. »Saa har Du vundet Livet« og saa døde Thjodolf.« Her taug Emmy og vi Andre taug ogsaa.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige: -Dyret er s'gu drukkent. Moderen smilede og sagde: -Dyret er klogt. -Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Dagens Ord