United States or Denmark ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det er den nye Forvalter, der gør mig saa bange, Isidor! og det var mest om ham, jeg vilde have talt med Dig.
Farvel, søde, lille, elskede Fætter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i Strandskoven. Din til Døden S. Det er sandt, da Du var gaaet, lagde Moder Kort op for at se, om jeg fik den, jeg holdt mest af i Verden; men jeg fik ham ikke. Du kan tro, jeg græd! Det var naturligvis paa min Opfordring, at Moder gjorde det, for hun ved ingenting naturligvis.
Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ... I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen.
Pigebørnene gør Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om Dig, saa nu nævner jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke kan lade være, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig selv, »Isidor, jeg elsker Dig!« Og sommetider naar Tyrk og jeg er nede i mit Hus, saa taler jeg højt om Dig, og jeg tror, at Tyrk forstaar mig, for han ser saa bedrøvet lige ind i Øjnene paa mig, og saa græder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om at faa Bændelorm; jeg vilde gerne blive syg og dø, for saa vilde de andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tænke med Kærlighed paa din lille S, hvis Hjerte er bristet.
Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden! I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv: Det Barn maa ikke leve! Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel.
Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser og hun lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og lukkede Døren. Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber dirrede, og hendes Øjne flammede: Hvad vil I her? spurgte hun. Isidor stod forvirret: Vi ... ja ... Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?
Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel, Isidor! Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har kastet ham derind! Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det hele!
Gaarden er ikke længere hans, men Kreditforeningens, indvendte Isidor saa den har han altsaa ingen Raadighed over ... Men hvem borger Dig for, at han nu ikke ogsaa ødsler de Penge bort, der bliver til Rest? Fru Line blev haardnakket ved sit: Pengene er hans ! gentog hun Ene hans! Jeg bragte ham ingenting. Og Pigebørnene har jo nu i Fremtiden Arven efter Onkel Joachim, saa de lider ingen Nød.
Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have. Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad.
Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor, drog de ogsaa med ham her over ... Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard traf sin polske Kusine, Rositta.
Dagens Ord