United States or Guam ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Og Ellen lo De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille? -Nei det vil blive en Overraskelse ... -Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig. Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og saa gik det nok over.
Iaften de begge os gjæstede dog, Først kom de Roser og Blommer, Men sammen med dem strax i Huset inddrog Den unge og lyse Skjærsommer. Lad Skoven staae klædt i sin lysgrønne Dragt I Vaar og i løvrig Skjærsommer, Den udfolder ikke saa herlig en Pragt Som her vore Roser og Blommer.
... Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe paa Værelset; og nu skulde han gaa og han var forelsket og hed ogsaa nu. Ida stod med Armene om hans Hals. -Hvor skal Du være iaften? sagde hun. -Hjemme. Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det. -Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Haar. Saa gik han. Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.
I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg. -Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for vor Møje. -Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin »Prinsesse af Bagdad«. -Men, de kommer jo til anden Akt? -Ja, sagde Berg.
Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al den Ømhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt, var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede den ganske lidt. Saa stod han op. -Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan læse noget.
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le nu, herude, under Himlen. -Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida. De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov. -Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.
Saa kom det iaften Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun: -Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag.
Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?
-Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida. -Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet saa dejligt iaften. Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede ved Døren med Frøken Kjær: -Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun. Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret?
Hun kommer ind i Salen med en gammel fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om Majestæterne. -Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har ikke mer det gamle Smil jeg vilde ikke have kendt hende igen ... -Det er Begivenhederne i Rusland. -Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ...
Dagens Ord