United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé paa ham. Hvordan? -I skulde lære den vanskelige Kunst at være smaa, sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse. Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde: -Og hvad vil nu De, Berg? -Hm vel skrive videre, sagde Berg.
Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig om og gik gennem et Stræde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset var ikke stort, og ved første Øjekast gjorde det ikke noget meget heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset saá ud, naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde træffe.
Og Bøg han gaar med Øjnene oppe i Skyerne og synes, at Jorden er dejlig, fordi han aldrig har set, hvordan den i Virkeligheden saa ud. Og nu vil de alle tre have, at De skal se med deres Øjne." "Ja, jeg tror, De har Ret. Det er vist saadan." "Jeg er ganske vis paa det. Men De De staar i et helt andet Forhold til Livet.
Det bankede paa Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet: -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig.... -Aa, Fru Lund, det er altfor meget. -Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig.
Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden maaske til Lunch hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en saadan Grusomhed. Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det, og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre.
-Hvordan det? spurgte Karl. Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte: -For det maatte jeg. Der var stille lidt. Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede. -Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
En Dag, da Flyge sad i Lysthuset sammen med Fru Herding og Anna, traadte Fru Ellis ind ad Laagen. "Goddag," sagde hun, "jeg fik Lyst at se, hvordan De boer." Flyge forestillede hende for sin Forlovede og hendes Moder. "Hr. Flyge kender min Mand," sagde Fru Ellis til Forklaring af det noget overraskende Besøg.
Ved Du, hvordan Du tænker eller føler imorgen eller bare om en Time? ... Nej!" "Aa jo, ved De hvad?" sagde Fru Herding, "det ved vi da rigtig allesammen ellers kunde man jo ikke ingenting kunde man ... Har De ikke Esset?" Hun syntes, at Opmærksomheden efterhaanden svævede lovlig langt bort fra Spillet. "Nej, jeg maa bekende ..." "Sikke noget! Har De det virkelig ikke? Det maa da sidde et Sted."
Hvordan har en Fremmed kunnet opdage vore Intriger, der var godt nok fundet paa?« Greven bukkede: »Det var de, Frue. De har virkelig skjult Dem paa et lidet iøjnefaldende og tarveligt Sted. Men De ved, for en Detektiv maa den Slags Ting nu til Dags være Bagateller og er det da ogsaa, heldigvis. Den rigtige nye Tjener, Hr. Perkins, var jeg saa heldig at træffe.
"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning, naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"
Dagens Ord