United States or Bouvet Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar saa Afgørelsen er truffen, ligegyldigt hvordan, saa faar man Fred. Det maa vel være det, man kalder Lykke." "En fattig Lykke, synes jeg." "Mon Livet har den rigere?" "Ja men saa hun Din Forlovede?" "Hun! Jeg tror ikke, hun beklager sig. Hun længtes efter Lys og Luft, men hun turde ikke selv kæmpe sig frem til det. Saa kom jeg og tvang hende dertil. Nu har hun faaet Ro."
Jeg sér Gulvet som jeg sidder i Rygeværelset ind gennem Dørene med Væggene og et Par Stole ... Med et Par Menneske øjne ser jeg.... Saadan maa det gøres, sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre sér , sagde han.
Alle hans Studenterkammerater var forlængst borte fra Byen: som Embedsmænd, Præster og Læger sad nu allerede Flere af dem rundt om i Landet. Og naar han nu mødte til Forelæsninger paa Universitetet, følte han, hvordan de unge Studenters medynkblandede Lattermildhed boblede om ham. Af Slægtninge havde han kun en Onkel, der sad i den fædrene Gaard ovre i Jylland og som forvaltede hans lille Kapital.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa. Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Men Herregud, hvorfor maa jeg ikke se, hvordan De boer? Ens Hjem er dog gerne som En selv. Hvorfor skal man saa skamme sig over det?" "Det var sgu en nydelig Kompliment! Denne Røverrede skulde jeg være som den?" "Ja paa en Prik! Smaa viltre, svirrende, oprørske Tanker. Et klædeligt Negligée. Læsning flydende om i broget Uorden ... er det maaske ikke Dem? De er selv en Røverrede, meget ærede Frue."
-Jeg maa tale med Dem. Det har Hast. Og staaende foran Sengen, i en Strøm, uden at standse fortalte Priorinden alt. At hun havde sparet, og hvordan hun havde solgt og atter solgt.... -Men nu er der ingen Udvej længer.... Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa Puden. -Men #De# tilbød mig en Gang Der blev en Stilhed. Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt.
Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede: Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer? Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden. Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange rundt paa Pladsen og raabte tilbage: Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!
Naar der er Sne og Is, giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller.
-Da', Børn kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han kom til Sæde. -Tak. Og dig? sagde Berg. -Tak brillant.
Jeg spørger ham, om han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til, hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat. Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste Bevidstheden?
Dagens Ord