United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko. Se! udbrød Minna, hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin! Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet.
Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte hun helt roligt: -Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt Sandheden.... -Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus" var helt fortvivlet. Moderen sad lidt: -Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den.
Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg. Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene, erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom, hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres, hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "
"Tror De, at vi er sluppet bort fra dem?" spurgte jeg og saá ængsteligt ned ad den mørke Dal, gennem hvilken vi var kommet. "Nej, paa ingen Maade," svarede han. "Husk paa, at vi endnu er indesluttet af stejle Skrænter, og vi kan ikke være mere end højst en Mil fra deres Port.
Udenfor denne maatte de grave saa meget de vilde, men ikke paa det Sted, som det netop væsentlig gjaldt om at faa undersøgt. Forbudet støttede sig paa en almindelig Bestemmelse for alle Udgravninger, ifølge hvilken der ikke maatte graves i Fæstninger, og man vilde ikke høre noget om, at Lindos allerede for 60 Aar siden havde ophørt at være en Fæstning.
Den blev straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet til Side og bad os om at gaa ind.
De skulle forgå, men du bliver; og de skulle til Hobe ældes som et Klædebon, ja, som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine År skulle ikke få Ende". Men til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: "Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder"? Ere de ikke alle tjenende Ånder, som udsendes til Hjælp for deres Skyld, der skulle arve Frelse?
"Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade." Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden det vilde glæde mig meget at se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var meget lettere at skrive til hende end til Robert. Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise.
Paa dem kommer det dog i Grunden altid an, hvilken Vending Tingene her i Verden skulle tage; slaae de først ind paa en Vei, saa følge de Øvrige af sig selv efter.
Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være. Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola.
Dagens Ord