United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var en Herre, der raabte fra en Droske over den halve Gade: Ses i Ugen, raabte han, til en bedre Frokost ... Han svingede med Hatten fra Drosken, der rullede videre. -Hvem er det? sagde Lange. -Den unge Adolf, sagde Berg Søn af Adolf med »Husholdningsbøgerne«... -Hm, sagde Lange i sin misfornøjede Tone: En støjende Herre. De gik videre.
Men derfor bleve hverken Thjodolf eller hans Mænd blødagtige; som den vilde Bjørn faldt de over Landets Børn, og hvem de ikke strax dræbte, ham offrede de til Guderne. Thi Thjodolf var nu bleven en vild Blotmand. Hver Morgen, naar Solen hævede sig klar og straalende over den blanke Havflade, offrede han Hjertet af sine christne Fanger til Odins Øie, og Ligene kastede han i Søen.
Jørgen . Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at blive Degnens Eftermand i Kaldet? Baronen . Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster. Jørgen . Men naadige Herre, betænk at.... Jørgen . Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i Folehaven.
Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen. Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«. Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?
-Skaal, sagde Ida stadig med det samme Udtryk. Og Karl, der havde sluppet Glasset og stak Hænderne i sine Lommer, sagde glad: -Der kan dog være rart i Kongens København, hva'? De talte gladere og ligesom hinanden nærmere. Ida talte om Olivia og Villaen og Jørgensens det gjorde hun altid, naar hun var glad men pludselig sagde hun: -Uh ha, hvor han talte højt.... -Hvem? -Han, Elskeren, sagde hun.
Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun ikke deres Duft: -Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine. -Ja, sagde Moderen. Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa den friske Høj: -Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde. -Er det en Tak? spurgte Tine. Moderen svarede ikke.
Da var fire Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens Christian valgte fire af de stærkeste.
»Emmy, kan De sige mig, hvem der har skrevet denne Sang?« spurgte jeg da videre. Heller ikke Emmy svarede, hun saae kun et Øjeblik paa mig, og derpaa pegede hun hen paa Christopher.
De sagde, tror jeg nok, noget om Ellen lo ganske kort at jeg var en Forbryder. Maa jeg spørge, kalder De det fordelagtigt? Vilsac trommede et Øieblik ganske svagt, utaalmodigt paa Hattepullen. -Hvem har refereret Dem den Samtale? -Det er jo ligemeget. Der var vist en ti-tolv Herrer tilstede. -Den, som har sagt det, har handlet, handlet meget mærkeligt.
Dagens Ord