United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa vedblev han med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg véd ikke, hvad han mener om Haiphong, men jeg har en Idé om, at han ikke gerne kommer i Nærheden af det Sted igen." Efter at have sagt dette tav han stille et Øjeblik, saa tog han et Brev op af Lommen, læste det omhyggeligt, undersøgte Konvoluten og henvendte sig derpaa igen til mig. "Jeg vilde gerne gøre Dem et Spørgsmaal," sagde han.
Moderen sagde, ud i Mørket: -Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis. Han drejede Hovedet: -Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres Dødsattester, sagde han. Der var længe stille, saa sagde Moderen: -Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting. -Paa hvad? -Paa Vragene.
-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst. -En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er Deres By København? En tom Blære, min Herre en tom Blære er den, skal jeg sige Dem....
Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten."
Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere, Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger. Saaledes søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et Menneske maa lide.
»Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi burde være.« »Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence: -Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende. Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu. -Er Vognen der? raabte han. -Ja, Deres Excellence. Alle havde rejst sig i begge Stuer undtagen Hendes Naade. -Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet. -Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg saá paa det, huskede jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set paa Bedestedet to Nætter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis paa, at han havde gennemskuet min Forklædning. Hvis det var Tilfældet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans Øjemed?
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?" "Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen." "Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?" "Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."
Negoro har altsaa dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og kærtegner den og ved Berøringen finder min Haand et Stump tyndt Rør, som er bundet til Hundens Halsbaand. Kan det være et Bud til mig? Jeg ryster paa Haanden medens jeg knækker Røret. Der ligger en Stump Papir inden i. Men i det haabløse Mørke kan jeg ikke se at læse, hvad der muligvis staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen.
Dagens Ord