United States or Ukraine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Naar Hr. von Pöllnitz var færdig det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke" sagde Hendes Højhed: Det glæder mig.... Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine Arme Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige noget og sagde igen: -Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget....
Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr. Emmanuelo de las Foresas bort. -Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund. Charlot blev tilbage hos Hr. Becker. Det var efter den sidste Koncert. Hr.
Martens. Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren sad trykket ind mod Karmen, helt ude paa Kanten af en Stol og førte uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden med en egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Haandværkssvend, der ventede paa Raadhuset for at faa skrevet i Vandrebogen. -Ja, sagde Hr. Rowan, vil De saa føre ham herop.
Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op: -Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels. -Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde. -Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i. -Hr. Jægermester, Hr. Jægermester!
... Da Detektiven noget efter gik ned ad Trapperne mødte han Tjeneren Neave, der med en hemmelighedsfuld Mine vinkede af ham. »Undskyld Hr. Greve, men jeg kan fortælle Dem om noget højst besynderligt, der er passeret her i Huset.« »Naa, og det er?« Tjeneren gned sine Hænder forlegent. »Her er kommen en ny Tjener, som hedder Perkins.
Thi naar saadan en Kjedsommelighedens Aand først har gjennemtrængt Alle, da er det næsten umuligt at fordrive den igjen. Ligesom en smitsom Syge forplanter den sig fra den Ene til den Anden, og der er ingen Lægedom. Ikke engang Forpagteren eller Hr. Hans talte mere om deres Heste: de sadde ganske tause som alle vi andre og nød deres Aftensmad.
»Jeg skal ud at besørge Noget i Fadeburet«, sagde hun, »har De Lyst at følge med?« Jeg fulgte øjeblikkelig og havde endnu den Triumph af see Corpus Juris kaste længselsfulde Blikke efter os, da vi gik, men Hr. Hans holdt ham nu engang altfor fast til, at han kunde slippe bort.
Mine Venner troede, jeg giftede mig for Pengenes Skyld«. Den lille Mand klaskede Haanden mod Hjærtet. »Men naar det kommer saa vidt, at hun gaar hjemme fra ved højlys Dag, klædt som en simpel Blomstersælgerske og tiltaler en tilfældig Fyr med lurvet Frakke, tager ham endog under Armen, saa tror jeg, enhver har nok. Farvel, jeg venter Dem altsaa.« Da Detektiven naaede hen til Hr.
Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i Forværelset.
»Jeg mener naturligvis, alt er allerede, som det skal være. Brevet er fundet!« »Hvad er det?« Stolen væltede. »Hvor da, hvor? Hvem er Tyven?« »De selv, tror jeg!« Detektiven gik hen mod Døren: »Kom lidt herind, lille Roland. Jeg skal nok passe paa Dig!« Den lille Dreng kom skulende ind. I Haanden holdt han Dragen med den klodsede Hale, han selv havde lavet. »Her er Brevet, Hr.
Dagens Ord