United States or Equatorial Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Ja tror Du ikke selv?" "Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke." "Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse." Hoff saá hen paa William. "Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig," sagde han. "Vil Du da ikke ha'e noget at leve for ..." "Jo, Hoff, hvis jeg havde noget." "Vis vas, dit Talent ..." "Men naar jeg nu ikke tror paa det." "Saa er det Dumheder." "Kan Du huske.
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere." Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen. "Hør Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. "Om hvad?" "Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." "Nej ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. "Ja Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..." William lukkede Øjnene.
En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som Honorar for hans Stykke. "Er det antaget?" spurgte han. "Du er en underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde." "Ja. Og bliver det spillet?" "Naturligvis om en Maanedstid." William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han.
"De lever paa "Minutterne", og saa i Pauserne taler de om "Minutterne". Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire Minutter om "Piger"." William tog sig om Hovedet: "Nej, det forstaar jeg ikke," sagde han, "kan jeg ikke forstaa " "Kære, tag det nu ikke saa tragisk.
"Bedste Ven, jeg har ingen men det gør saamæn ingen Ting, Tæppet er allerede halvt ødelagt." Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.
William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret paa Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame.
"Men," han vilde allerede til, uden at se sig om, at tage til Brevkassen, da han fik Øje paa Hoff, "er det Dem, jeg troede, det var Avisen." Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere graa end sædvanlig: "Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en Fornærmelse.
William saá over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke.... Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder. "Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet. "Ja Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..."
Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land." "Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end Sommeren." "Du mener, det er alle Dage ligegodt aa ja der er noget i'et." De gik lidt.
William havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt Klatgæld med Forfatterhonoraret. Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand. Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff spille.
Dagens Ord