United States or Bermuda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Er du min? Jeg var din, før jeg saa dig. Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du er vant til at slide ... Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære.
Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt.
-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo en fin Spiller. -Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte. -Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart. De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og skummende Vandfald. Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.
Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Hans Brøchner var halvanden Maaned yngre end jeg; vi bleve Studenter sammen, og jeg havde strax følt mig tiltalt af denne skjønne og ædle Personlighed; efter hans Ansættelse ved Universitetet kom vi hinanden stedse nærmere, og i det sidste Aar, da den tærende Brystsyge allerede viste sin nedbrydende Magt, kom jeg ofte til ham. Han døde 17. Decbr. 1875.
Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os.
Den yngste Søn er Professor i Statistik og Nationaløkonomi ved Universitetet. Steenstrup var livligere og interessantere. Der var i hans aandrige og gemytlige Samtaler noget eiendommeligt Bedaarende. Han var helt optaget af Samtalens Emne, men nervøs og pirrelig imod Angreb, og han havde ikke det Held som Westergaard at leve i en Videnskab, hvis faa Dyrkere kunde holde Fred med hinanden.
Men bag ved var der en Vrimmel af Snuder, der dukkede op og ned, Rygfinner, der gled fremover ved Siden af hinanden og forsvandt, og en skrattende, skrabende Lyd af Hvaler, der tørnede sammen og gned imod hinanden.
... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, som fodrede de Dyr.
Naar det kom til Stykket, vilde de maaske begge vige tilbage for at binde sig til hinanden. Og Bruddet vilde være der. Han opmuntrede da af al Kraft Fru Herding til at holde Flyge til Ilden. Og hun lovede ham, at om det blev nødvendigt, vilde hun rentud kræve, at han skulde give klar Besked. Flyge selv traf han kun sjældent der i Huset.
Dagens Ord