United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde. -Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte. Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu sagde han. Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet.
Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob herned, naar det lysnede i Skolen var snart det halve Dagvaerk gjort og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer. Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun, mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.
De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. -Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. -Ja, sagde Herluf
-Ja, sagde han saa lidt efter og saa' atter op paa Billedet over Skrivebordet: De faldt. -Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i Tanker. Og derfor er vi blevet saadan Mænd som vi er. Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig paa lille Fru Canth og den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.
Herluf stod bleg ved Siden af Bordet. -Saa vil De faa Besked om en Timestid, sagde Konferentsraaden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt Konferentsraadens fremrakte Haand længe i sin, sagde: -Ja saa ske saa ske, hvad der maa. De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsraaden sagde til Herluf: Naar saa' De Adolf sidst? -Iaftes.
Mølbom, der under større Sindsbevægelser var uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf: -Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset fem Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til den næste. Lille Hr.
-Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun: -Kunde De ikke tale med ham? -Jeg? sagde Herluf ... Ja hvis det kan nytte. -For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han er saa lidet hjemme. -Nej, sagde Herluf.
-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke: -Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun haenger ellers trofast nok ved dette Hus. -Ja, sagde Berg. -Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den forste Dag, sagde Sofie. -Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.
Brød den ud, maatte Berg med som Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin Fader og Søster i København. Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet, som anløb Sønderborg ud paa Natten.
Dagens Ord