United States or Slovakia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende, kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev meget bedrøvet.
Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken. -Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl. -Ja. -Hvorfor? -Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen. Karl tog den og berørte hendes Haand.
Skaldekomikeren sagde halvhøje Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med et Klask paa hans Kugle-Bug hele Galleriet laa paa Maven, naar han gjorde sin Bevægelse. Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
Og de seks smaa Lørdagstéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens Fødselsdag blev udført i Kostyme.
Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre. -Pastoren, sagde hun aandeløs, og de hørte Sofie græde: -Jesus Kristus, Jesus Kristus. Men Ida rørte sig ikke. Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Saa kom den Syges Aande. Ida hørte kun den. -Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmaal og kom ikke længer.
Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade. Hans Excellence løftede Hovedet. -Og hvor er hun selv? sagde han. -Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
Kvinden kom derover i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil og skulde kureres i hans Seng.
Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer uopløseligt, hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let, medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende.
Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt.
-Laan mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind mod sine egne Øjenlaag. -Saa, sagde hun: -Giv mig din Arm. De gik ind. Kronerne var allerede tændte i alle Stuer. -Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe. -Ja, Deres Naade. -Vel. -Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.
Dagens Ord