United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere.
Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.
De var næppe komne til Syne, før hele Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster; sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før man havde erholdt den lovede Punch i det.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: -Nei, han har givet mig det det er mit. Ellen ventede. -Tag det af. Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af. Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele Hjørnet mellem Kaminen og den ene Sidevæg, ligger i vild Forvirring en Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvævede Guld- og Sølvbroderier.
En Vinternat ved Baalet inde i Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dækken svøbt om Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Døden. Det var den Gang Efterretningen om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske hørte det med stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele Aftenen.
Jæ æ saa oløkle ... Graaden bliver hæftigere. Hele hendes Legeme skælver som i Krampe. Hun faar Lov til at græde færdig, saa følges vi ad et Stykke. Jeg spørger hende ikke ud, og hun fortæller mig intet. Stille gaar vi ved Siden af hinanden. Ikke en eneste Gang mødes vore Øjne. Bestandig gaar hun og ser ned i Jorden. Ude paa Skovvejen skilles vi. Jeg rækker hende Haanden til Farvel.
-Jeg skal tale med den Gamle, sagde Jægermesteren og vilde Staa op. -Vi har Fredag, sagde Sofie. Hans Hvide lo: -Se, om han er inde. -Ja, sagde Sofie og blev staaende. -Se, om han er inde, gentog Jægermesteren. -Ja. -Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede Øjnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden: -Er der ikke no'et, Jægermesteren vil ha'e?
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Dagens Ord