United States or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, ja! ungt Blod aa Sommernætter, hi, hi! En sat her ved Stenen og hvilte sig en Kende, da en hørte di smaa Ben i Gruset. En har jo ikke rigtig Lov og Ret til aa være her i Haven, har en ikke, men Frøjknerne er jo pæne Folk, der ikke vil bringe et gammelt Skrog i Fortræd.
Elskovens Lys, der blev slukt, sluktes for alle Tid. -Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi gaa ind paa Kirkegaarden. Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med Tine og med Børnene i sine Hæle. De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven. -Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren. -Godnat. Haven laa snedækt.
Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den. Abigael . Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. De Forrige. Claus . Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede. Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte Husmanden ogsaa i Huset, i Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden. Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset. Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder.
Men, du, hvor jeg springer i det det gaar saadan, alle Erindringer kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene tager det andet Det var det, jeg vilde fortælle dig om den Aften, den sidste Aften, vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og Elisabeth var taget til en Koncert. Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt.
Han plejede at gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede Gange ved Middags- og Aftenstid. Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre.
Den Syge virrede kun med Hovedet maaske var det en Flue og han sagde: -Skal I ikke over med Blomsterne ... -Det maa vi jo, sagde Fruen. Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med: -Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven. Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren.
Han var da styrtet gennem Haven og Bøgealleen ned til Hytten. Og da han havde hørt Stemmer derinde, hendes og Grevens Stemmer, havde han listet sig forsigtig om til Døren og stænget den af. Og saa havde han strøget Tændstikker og sat Ild paa rundt omkring i Halmen.
Men De behøver virkelig slet ikke at gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus. Farvel!
Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling. Denne skred da ogsaa godt fremad.
Dagens Ord