United States or India ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Uskyldig Tidsfordriv!« udbrød Præsten, »ja De har Ret: næste Søndag vil jeg have et Spil Kort op paa Prædikestolen, for at jeg kan more mig med at lægge Kabale, medens De morer Dem med at spille paa Orgel, saa kan Menigheden sidde og vente, til vi To blive færdige med vor uskyldige Tidsfordriv.« »Det var virkelig ikke min Skyld, at Orgelspillet hørte saa pludselig op i Dag.«
Ja De véd vel, Thorsen, at min Søn Jeppe er ved at købe Kragholm af Frantzes Enke? spurgte Pompadour pludselig, bedst som man sad ved Afskedsteen og talte om Kvægpriserne. Ja, jeg hørte det forleden ude i Byen ... Nu mangler De snart bare Havslunde, ha, ha!
-Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen. -Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai. Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie. Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde bøjet sig ned over hende. Lurvadt! Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt straks i Søvn ... Ingwersen kunde ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over sine Læber.
Alle Folk var Krøblinge der, og vilde man levende gennem Byen, maatte man binde sit ene Ben op og kravle igennem paa Krykker. Det var der ikke noget at sige til. Axel saa Zacharias' Ansigt som i en Taage, det ubekymrede Grin, han syntes, at Badskæren lignede en stor Skælbider. Brudstykkevis hørte Axel en anden Historie. Det var ogsaa en af disse smaa befæstede Byer nede i Tyskland.
Hun saa ham sidde foran Ilden i den blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne. Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa hende og halvsmilede: Pauvre enfant pauvre enfant . Lakajen skiftede Ben og ventede.
I det samme lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte.
Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage. Du over Helte svæved, som sank i Dødens Favn .... Karen! befalede Kaninen og rejste sig kom ned straks, hører du! Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky: Dit lyse Kors har hævet til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!
Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde hun høre Historien igen. Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Og han var vis paa, at der ikke var en eneste, som vilde vise ham tilbage ... Uroen nede i Salen var tagen til. Tilraabene blev stedse hyppigere: man brød ud i ironiske Bifaldsraab, og man afbrød ham med allehaande Spørgsmaal. Men han hørte det næppe. Han fornam blot det hele som en ubestemt Larm. Om den betød Bifald eller Mishag, det gjorde han sig ikke klart.
Dagens Ord