United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Greven er taget til Fange ... jeg saa det ... nede i Alléen.« »Hvad siger De ?« Fruen var ved at synke i Knæ, Tjeneren maatte gribe om hende. »Er det sandt, Louis? Forklar Dem?« Selv hulkende forklarede den gamle Tjener, hvad han havde set: Allerede nu var Soldaterne borte og havde ført Herren med. Grevinden tog sig sammen og lod Tjeneren gaa.
-De har forøget Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og lænede sig lidt over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder. Ellen forstod ikke. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"? -A a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er min Søn.
Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke, bevægede Viften sagte og svarede: "Det véd jeg." Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet hende i Ansigtet. Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom. De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og naaede endelig Cöln.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands. -Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det. -Hvordan alt det? -Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage: -Harriette havde vel nok altid elsket Fritz.
"For sent," sagde han. Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den anden Side ud over Sundet. "Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig lige imod ham. "Det tror jeg ikke." "Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?" William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde. Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes hun ved Schønaichs Navn. -Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen. -Hans Søster? -Nei hans Frue? Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.
Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar streifede hans Skuldre ...
Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde. Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar. -Hvor Grevinden er bleg, sagde hun. -Ja jeg har ikke sovet inat.
-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forfærdelsen for Eksamensbordenes Kandidater. -Ja tænk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden. Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet". -Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden. Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise Rasmussens Dygtighed: -Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn
Dagens Ord