United States or British Virgin Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, at Faderens besynderlige Blik maatte fornærme enhver Kvinde, at hans Berøringer maatte oprøre hende. Og i sit stille Sind hadede han denne blonde, rolige Dame med sin graa Rejsedragt, sine svenske Handsker og sil evige Smil. Til ham talte man slet ikke, og efterhaanden steg hans pinlige Følelse til det utaalelige.
I Begyndelsen flygtede hun gerne ud af Stuen, saa saare han viste sig derinde. Saa kom de mange Aar, da han havde siddet og herset med Teologien, stønnet under en Byrde, der tvang ham stedse dybere i Knæ. Det var saa lang og graa en Tid for ham, naar han nu tænkte tilbage derpaa saa ensformig som Regn, der drypper og drypper.
Jeg saa mig om for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side.
-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den berømte Faders Søn. -Jeg har aldrig haft den Ære at blive Dem forestillet, sagde Ministeren bukkende. Kammerherren bøjede det graa Hoved: -Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.
Den springer, som om den havde levet i mange Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev født, eller hvæsset sine Tænder i Græsset. Et lille Stykke borte "kegler" den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nær havde slukket dens Liv. En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans Næse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa.
Det var en gammel Slægt, graa af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at den en Gang havde haft Forleninger baade paa Fyn og Sjælland og i Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par Hundredaar var det gaaet tilbage med Storheden.
Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig, væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om det Liv, som her var sluttet. Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed?
Solen røbede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine. Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover Sporet af den bortkørte Vogn.... ... De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte. Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede. Ida saá intet, hørte ikke.
Dagens Ord