United States or Togo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Siegel befandt sig saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i Argos med saadanne Folk.
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet. "Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar. Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første Æresdame.
Jeg følte mig imidlertid noget flau, thi jeg vidste jo godt, at vort sidste Uheld var foraarsaget ved min egen Ubesindighed.
Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa Slægtens Stamgaard, Egesborg. Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage Hovedgaarden, naar Forældrene døde.
Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt et Forhold mellem Fader og Søn der er noget saa eiendommelig patriarkalsk Ak ja! #mig# kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra, hvad jeg fandt i mit eget Hjem. Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr. Ja, vist saa, rigtig rar
Saa skete det en Dag, at Thjodolf sad til Bords med alle sine Mænd, Sigvald sad ved hans ene Side og Astrid ved hans anden: Drikkehornene gik hyppig rundt og bleve flittig tømte, ja mere, end som godt var, thi vel var Hornene af Guld, men Ordene, som faldt, vare ikke Guld.
Og hele Resten af Dagen maatte han saa sidde med de to Damer i den trange og lavloftede Stue sidde og spejde ud i det trøstesløse graa efter en Lysning af Sol, som aldrig viste sig ... Mange Ord skiftede de ikke, og mest var det om Vejret. Og efterhaanden som Sommeren led, viste det sig, at Anna mod Forventning ikke havde godt af Landluften.
Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget. Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa? Ja, saa ? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig derved. Hendes lille Øre blev ganske rødt og det kunde dog ikke være gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os.
Provsten har forresten saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en Slags Parentes. -Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede hun. Hun fik Kaffen. Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt. Skraemt aabnede hun Doren: Nej nu var der ingen. Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter og lukkede.
Dagens Ord