United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han. Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.
Corpus Juris sad med Hovedet støttet paa begge Hænder og saae stivt over paa Andrea Margrethe, som om Synet af hende skulde begeistre ham. Paa Gamle var der ikke noget at see, han sad ganske som sædvanlig med et vist drømmende Udtryk i sine Øjne, saa jeg troede, han var falden i Tanker og reent havde glemt det Hele.
Ja her ender min Beretning om hine mærkelige Dage i Nøddebo Præstegaard, for jeg kan ikke huske Mere. Jeg erindrer blot, at vi gik om som i en halv Ruus og saae paa hverandre og talte med hverandre og loe ad hverandre, men hvad vi talte om og hvad vi loe ad, det har jeg glemt.
Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.
Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad. Men der kunde ogsaa være lange Aftener, hvor hun led stille, og hun følte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder. -Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte. Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng. -Saa gaar vi, gentog Ida. Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Og saa kom jeg pludselig til at tænke paa, at en gammel Aandemaner, Qanguatse, engang havde forsøgt paa at oplære mig i Trolddom; det havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.
Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i Blomsterbordene dem brugte man ogsaa paa Scenen, baade dér og dér. Forresten havde man ogsaa glemt at vande Planterne de var helt tørre, William følte paa Jorden, den var næsten Sand, saa tør var den ... Mon de dog aldrig vilde komme?
Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at fortælle: Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet ... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende ... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ... men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...
Hun var den ældste i Byen. Hun var vist hundrede Aar. Der var saa stille i Stuen, at Børnene syntes ikke en Gang Katten turde knurre. Eller maaske havde den glemt det. For den var ogsaa gammel og laa ved Sengen. Men naar den gad aabne sine graagule Øjne, saa troede man, den vidste mange Ting. Før i Tiden havde Else spundet spundet, spundet. Men nu var Rokken stillet hen. Den stod ved Karmen.
Dagens Ord