United States or Spain ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du véd maaske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne sé dig forinden. Din EG.
Jeg gik lige hen til ham og tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at det var ham: "Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner." "Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg vilde gerne prøve Dem.
Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad den unge Duroc ønskede af mig. "Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg. "Ved at tage med mig." "Til Slottet?" "Netop." "Hvornaar?" "Med det samme!" "Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?" "Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De tager med mig!"
Dèr lader jeg dem vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."
Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften. -Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, »brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu der er Efterfølgere.... -Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet. "Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr.
Jeg husker den lille, lave Stue, i hvilken den foregik, og i hvilken vi stod og skraalte og trippede, sammenstuvede som Sild i en Tønde. Jeg husker Gulvet, der skjalv og bevægede sig som et Skibsdæk i Storm. Jeg husker Ruderne, der klirrede, Væggene, der bøjede sig og nejede for hinanden, og Bilæggerovnen, der stod og hoppede i sin Krog og gerne vilde danse med, men ikke kunde komme ind i Kæden.
Vil De ikke nok det, Frøken Anna?" "Jo, det vil jeg gerne," sagde Anna uden Betænkning. Men skottende hen til Flyge føjede hun til: "For De skal vel alligevel ..." "Jeg skal paa Biblioteket ja. Saa mig skal De ikke tage Hensyn til." Han slog ud med Haanden, og Anna og Bøg sagde Farvel. Det forekom ham, at der glimtede en Smule underfundig Nysgerrighed i Annas Øjne.
Ham vilde jeg gerne beholde hos mig, for at han i dit Sted kunde tjene mig i Evangeliets Lænker. Men, uden dit Samtykke vilde jeg intet gøre, for at din Godhed ikke skulde være som af Tvang, men af fri Villie.
Grev Campnell var lige kommet sig efter et Influenzatilfælde, da hans Tjener en Dag meddelte, at den unge Grev Georg Carman meget gerne vilde tale med ham. Det slog straks Detektiven, at Grev C. saa endnu mere nervøs ud end sædvanlig. »Forbandet Historie sidste Nat, Hr. Campnell! Indbrudstyveri, Pokker til Affære!« »Er det alt, hvad De har at fortælle?«
Dagens Ord