United States or Haiti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var som noget spændte ham over Brystet, saa han havde ondt for at trække Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen, fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet ... For han syntes selv, han var næsten ligeglad. Saa det kunde nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle Trisser. Etatsraadens Stemme slog over, saadan skreg han gennem den hule Haand ...
Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden nu. Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege, forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende Dore i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog. Og Baronen skreg paa en Vogn.
Vi har tidt staaet i Køkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet være Kaffe saa længe; men i Dag: Din Kaffe blir kold. Et Øjeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun skænker i min Kop og sætter Knors haardt ned paa Gulvet. Væsgoe. Jeg ser paa hende. Hun møder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer sig fast i Stolesædet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved.
Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.
-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er det fjorten herfra Sognet. Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante Aandedrag, roligt og taktfast naesten, op gennem Huset. Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret den sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun....
Mændene smilte haanligt, og Kvinderne saa og saa. Men hun havde glemt dem, saa kun mod Døren, gennem hvilken de to var gaaet ud. Kom de dog ikke snart tilbage; kom de dog ikke snart. Da var det, Idioten styrtede frem i Sværmen, brød Kæderne og arbejdede sig midt ind i Stuen.
Han saa over Hustagene Nettet af Telefontraade udspændt som Strenge paa et Kæmpeinstrument. Gennem dem bruste hver Dag Menneskehedens store Symfoni, det vældige Kor af Interesser hele Forretningslivets, Tilværelseskampens Tonehav, hvis eneste gyldige Ledemotiv var: Værg Dig selv, værn Dig selv, elsk Dig selv! Hvad kunde det nytte, at den Enkelte stemte sin lille Piccolofløjte i en anden Tonart?
Da hævede Stemmerne sig, blev høje og skingre, og Fistelhylene hven gennem Luften som skarpe Sværd, medens Rækkerne svingede voldsomt op og ned og frem og tilbage. Mændene stampede og sparkede, hævede Hænderne i Vejret og svingede dem, medens de sprang alenhøjt i Vejret. Da kunde man se den gæve Ridder, høre Kampgnyet, Sværdets Hvin og Dragens Dødsrallen. Se Thomas og Elias.
Han var der ikke. Saa spurgte hun Kaptajnen. »Hvad siger De, Frue? Næ, Spøgelser har vi ikke ombord, hæ, hæ, hæ. De er bare søsyg!« spottede han. Og derved blev det. Fruen troede virkelig, hun havde set et Spøgelse, og den Nat kneb det for Manden at faa Nattero. Kapitel II. Nogle Dage efter Ankomsten til London gik Ægteparret Joy gennem Regent Street.
Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem. Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet. Han gik ud i Køkkenet.
Dagens Ord