United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre. Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken. Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende. Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da vil ... Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.
Nogle tør ikke gaa frem, de er kommet ind med et Buk paa skraa og glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Haand for at række den behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme, da de var for at gøre Visit.
Jeg ærer og agter mit Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og ... Baronen . Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?
-Aa, Gud, aa Gud, for min Skyld hun har vel ikke vidst, hvad hun gjorde Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun gjorde. Hun blandede "Fruen" og Gud i et og hun bad til dem begge med samme Ord: -Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fodt hende, jeg, som har fodt hende be'er jeg be'er.
Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge en Englaender og den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften: ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant, spurgte: "Hvad behaver?" Men ved nojere Eftersyn hun fandt Fruen rent Kadaver.
Hun skyndte sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco. "Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et Sejlskib?"
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ... Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen. Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen. Ja e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd. Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt: -Har Fruen mon mere? Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde. Saa kørte de.
-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer med rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er. -Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen hun snoftede mellem hvert Ord nej han vild' ikke....
Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet: -Fruen har kaldt, sagde hun. -Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde: -Hendes Naade har ringet. -Der kan hun løbe, sagde Sofie.
Dagens Ord