United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og da han drog frem, bredte de deres Klæder under ham på Vejen. Men da han nu nærmede sig til Nedgangen fra Oliebjerget, begyndte hele Disciplenes Mængde med Glæde at prise Gud med høj Røst for alle de kraftige Gerninger, som de havde set, og de sagde: "Velsignet være Kongen, som kommer, i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det højeste!"
»De er et forskrækkeligt Menneske, Nicolai«, sagde Præsten, da jeg havde endt min Beretning, »De holder jo ikke Fred, før De har slaaet baade Mennesker og Dyr ihjel i Præstegaarden. Det er bedst, De strax kommer over at faae noget Tobak, saa er jeg da sikker, at De i al Fald saa længe ikke anretter Ulykker.«
For altsaa at benytte denne Elevernes bedre Indsigt, og for tillige at tilintetgjøre den Opposition, der hos Undergivne saa ofte næsten af sig selv viser sig imod de Foresattes Befalinger, og derimod forskaffe sig deres egen Medvirkning til Lovenes Overholdelse, blev det overladt dem selv at forfatte de Love, som de ansaae for nødvendige og tilstrækkelige til at vedligeholde en god Aand og Tone imellem dem og til at sikkre enhver af Elevhusets Beboere den fornødne Ro og Fred til at kunne arbeide paa sit Værelse.
Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. Da sagde Jesus: "Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag! De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid."
Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide Peignoir. Hvor der var stille ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.
Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred. Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe. -Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
Hun havde ligesaa gerne straks villet skrive til Vilhelmine. For Dagen gik og hun fik det ikke gjort. Og idag havde hun nu netop tænkt saa meget paa hende og Tiden oppe paa Unsgaard. "Kære Vilhelmine", skrev hun, "hvor det er dejligt at tænke paa at være sammen igen, og ikke dette med et Par Uger paa et Hotel, som kun giver Uro. Men at have Dig her i Fred og din gode Ro.
Og alligevel, Isidor, og det er det frygtelige og det nedværdigende for mig, jeg føler ogsaa Trang til at kaste mig om Halsen paa ham og skrige i vilden Sky, »her er jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du tro, at jeg flere Gange har været lige ved at gøre det! Men hvis jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa?
Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, fordi eders Tro omtales i den hele Verden.
Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen.
Dagens Ord