United States or Luxembourg ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han havde besøgt hende samme Nat, han blev begravet, fortalte hun; og Nikoline laa allerede fuld færdig og paaklædt hos hende i Sengen næste Morgen. Gud er stor!
-Jeg maa tale med Dem. Det har Hast. Og staaende foran Sengen, i en Strøm, uden at standse fortalte Priorinden alt. At hun havde sparet, og hvordan hun havde solgt og atter solgt.... -Men nu er der ingen Udvej længer.... Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa Puden. -Men #De# tilbød mig en Gang Der blev en Stilhed. Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt.
Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu. -Ja det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart. Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget.
Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste Historie om Mortensens Mejerske.... -Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han. -Godnat. -Godnat. De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om Dagen. -Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen.... -Ja nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.
Frue, nøjagtig at forklare mig alle Enkeltheder i hele denne mystiske Sag!« vedblev Stanton, saa snart man var kommet til Sæde. Fruen fortalte, alt hvad hun havde set og tænkt om den mystiske Rejsende. »Ja a?« Stanton rystede tankefuldt paa Hovedet. »Man skulde jo næsten tro, at han lever, men hvorfor i al Verden er han da ikke kommen herop til mig?
-Ja i Pensionen var der nok heller ikke ret mange. -Nei Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i Munden. Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords. Greven var sulten efter Reisen og spiste stærkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem Gæsterne var og sligt.
Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.
Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag sig. Og det havde de alle sammen. Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.
Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!" For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt. "Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem." Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen. Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet.
Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne. "Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens Frue. Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden mente, at Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at Skriftefædre det vil naturligvis sige, dem med Cølibat i det Hele var en farlig Institution.
Dagens Ord